O, hvilken Mand! Ja, han er stor i Sandhed!
Betragt ham nøje, se med hvilken Færdighed
han balancerer paa den tynde Line,
der bærer ham med samt hans hele Værdighed!
O, hvilken Mand! Med Lavrbærkransen smykket
stil her hans Buste højt paa Piedestalen —
Nys har jeg læst hans Værk, det ædle, simple,
guddommelig: Grundtræk af Moralen.
Syv Gange har jeg læst det med en Følelse
af dyb Ærbødighed og sød Henrykkelse —
ja, jeg tør sige: med en egen Kildren,
der slog mig som et Tegn paa blid Opbyggelse.
O, hvilket Dybsind, hvilke skønne Tanker,
plus denne Stil, der har mit Hjærte glædet;
og disse kategoriske Sentenser —
nok til at slaa en Okse flad paa Stedet!
O denne Mand, som sidder ved sit Skrivebord
og vejer paa en Guldvægt Aandens Status:
de Lidenskaber, han har set hos andre —
Hvad er mod ham en simpel Riminatus!
Hvad er mod ham den solle Sjæl, som kvidrer
de Sange, han af selve Livet lærte,
og digter af sit stakkels Hjærtes Fylde,
om alle Hjærters viljeløse Smærte!