Hun læned sig ømt mod hans Skulder
og hvisked undseligt og kærligt:
Du slemme, een Ting vil jeg vide,
men svar mig oprigtigt og ærligt —
Hvorfor dette Smil om din Læbe,
det lønlige Smil, som forraader,
at noget er hændt dig fornylig —?
Han svarte: Du taler i Gaader.
Hun sagde: Du narrer mig ikke,
du slemme; og nu skal du skrifte:
Hvorfor dette Smil, som jeg husker
saa godt fra — fra før vi blev gifte?
Du elsker mig? Sig det, du søde;
som dengang — du ved — da du voved . . .
Ak du — naar jeg tænker tilbage
og mindes, da vi var forloved!
Han tav. Hun betragted ham længe
og smilte: Hvor du er afsky’lig . . .
Saa drømte hun sødt om to Hjærter,
— og han om en Tøs fra fornylig.
— En Dame fra Gaden, et lille,
uartigt, fortryllende Væsen;
rødhaaret, og dum som en Østers,
og med søde, smaa Fregner paa Næsen.