Just da han drejed om i Vimmelskaftet,
kom hun imod ham — Gud, hvor hun var dejlig!
Den lille Pakke, som hun bar i Haanden,
gled pludselig paa Gaden helt belejlig.
O Skæbne! Og han bukked sig og tog den
og rakte den til Damen; rødmed, stammed —
en simpel, uopdragen Personage
blev staaende og smilte uforskammet.
Hun nikked og var væk. Og skudt i Hjærtet
i samme Nu, fortumlet, ør og svimmel,
henrykt og melankolsk, stod han og stirred,
hvor hun forsvandt — en Engel i sin Himmel.
Saa vandrede han bort; og dybt i Sjælen
bar han en hemmelig, en sød Erfaring;
om Natten sov han slet; hver halve Time
han drømte om en himmelsk Aabenbaring.
Den næste Dag tilfældigvis de mødtes,
— naturligvis tilfældig, man maa vide;
først blev hun vred, saa saa’ hun ham sletikke,
saa fik han Lov at gaa ved hendes Side —
og lytte til, imedens hun fortalte
og skvaldred op og vaased saa forskrækkelig,
at han, den stakkels Fyr, gik rent fra Snøvsen
og fandt tilsidst, at det var langt tilstrækkeligt
og anbefaled sig og flygted ilsomt
flad som en Pandekage fra den Smukke,
der (hvad ej undrer den, som kender Kønnet)
var kun en ordinair kinesisk Dukke.