Da jeg var ung . . . Saa talte han den Gamle,
hver Aften, naar han bred og selvbehagelig
sad bag en Toddy i sin Krog og dypped
en Næse, hvis Kulør var upaaklagelig.
Ja, det er vist — saa talte han med Salvelse —
ja, Verden gaar tilbage, rent forfærdelig;
ak nej; da jeg var ung . . . Saa greb han Glasset
med Alvorsblik og sukked tungt og smertelig.
Javist, da jeg var ung, da var der mere
Alvor i Folk; og Dyd og gode Sæder
dem respekterte man; da gjaldt det ikke,
som nu, om Fornemhed og fine Klæder.
Da passed man sit Kram; da løb man ikke
og spilled Kispus med Alverdens Tøse,
da var der heller ingen Socialister,
og Folk var meget mere religiøse.
Da var der Mænd, som kendte deres Pligter
og blandede sig ikke ind i andet;
man ævled ikke op om Politiken,
og Øvrigheden lod man styre Landet.
Da var der Kvinder — Kvinder, skal I vide,
som kendte til lidt mer end Teorier —
Ja, hvad jeg vilde sige . . . Altsaa Kvinder,
som — hm — Ja, Død og Pine, sikke Pi’er!