Kejserens Slot er det pure Krystal
med fjorten hundrede Taarne —
Kejserens Hest er saa højt paa Straa
og benaadet med Titlen Højbaarne.
Kejserens Kone er ren Alabast,
saa straalende fornem som Solen,
med sekstenknaps Handsker og Stanglorgnet
og Silkesærk under Kjolen.
Og selv er han klædt i en højrød Habit
med Perler i alle Kulører;
han spiser af Guldfad og pimper i Smug
de fineste franske Likører.
Kejseren staar paa det høje Slot
og kigger til Godtfolk i Gaden!
det blaaner dernede med Skorstensrøg
fra alle smaa Huse i Staden:
„Gud give, jeg var som en lystig Svend,
der Hamren og Høvlen traktered’,
— eller sad som en velagtet Borgermand
med en lille Geschæft i Kvarteret!
Gud give, min Krone, mit Scepter, mit Hof
var hundrede Mile borte —
og saa, at jeg havde et lille Hus
og en rødkindet Viv, som hed Dorthe!
En rødkindet Viv i et Hvergarnsskrud
med Sløjfe og Spænde paa Skoen,
der kaldte mig Basse og kogte min Grød
og dansede med mig i Kroen!
Min Kjole er Purpur, mit Slot af Krystal,
min Kone saa skær som en Lilje —
Gud give, jeg bare var vel herfra
og væk fra den hele Kodilje!”