O, Ven, se dog, hvor Lyset bryder skønt
og flammer funklende i Glaspokalen —
O denne Sommer, denne gyldne Dag
med alle Farvers Spil i Blomstersalen!
Godt at jeg traf dig, gamle Ven fra før!
Klink med mig, du — en Skaal for vore Minder,
en Skaal for vore Hjærters skønne Drøm,
og en endnu for alle skønne Kvinder!
Een har jeg fæstet mig, een har jeg valgt —
en Hustru, god og elskelig som nogen,
en Viv, der straaler i mit lille Hjem
som dette glade Sollys der i Krogen —
Som møder mig hver Morgen med et Smil,
og i hvis Favn jeg glemmer Dagens Møje;
ej rig, ej fornem — men med Sydens Pragt
og Æventyrets Sollys i sit Øje.
Et Barn, en lille Tøs med guldgult Haar,
en rosenrød og buttet lille Dejlighed,
hun skænkede mig alt, — og en Pendant
jeg haaber paa ved allerførste Lejlighed.
Klink med mig, Ven; thi jeg er ung og glad,
og Livet spiller op til Fest og Gilde —
En Skaal for vore Hjærters skønne Drøm!
— Saa talte han . . . Men jeg sad tavs og stille . . .