Ja, brænd dem, disse stakkels Breve,
der altfor smerteligt os minder
bestandig om en Vaar, som visned,
en Elskov, som for altid svinder.
Se denne Skrift — hveranden Sætning
med Udraabstegn er smukt forsiret . . .
Ak, det er vore døde Drømme,
der taler til os fra Papiret —
De Luftkasteller, som vi bygged,
— ja, du især — de underskønne,
dengang, du ved, da vi var endnu
naivt forelskede og grønne.
De stakkels Breve — o, hvor ofte
i hine lykkelige Tider
vort Hjærte skjalv, imens vi stirred
paa disse tæt beskrevne Sider!
Se, hvad jeg finder her: en gulnet,
forpjudsket Rose, som fortæller
vemodigt om en falmet Lykke,
om vore svundne Luftkasteller.
— Kast dem i Ilden, disse Breve,
med deres søde Parfumering,
med deres Suk og ømme Længsler
og syndefulde Bogstavering!