Din Hud er hvid som Høstens Himmel,
som Perlesnoren i dit Haar;
og Ordet dør paa dine Læber,
mens ingen Lyd mit Øre naar.
Men dine store, blege Øjne,
der stirrer ængsteligt omkring,
sørgmodige og farveløse,
fortælle mig saa mange Ting.
De sige mig, hvad dine Læber
fortie, skøndt jeg godt det ved:
at han forraader og foragter
dit Favntag og din Kærlighed.
Ham elsker du! — Og jeg er intet,
slet intet for dig, skønt du ved,
at jeg tilbeder og velsigner
som Vaar og Sol din Kærlighed.
Vogt dig! Tiltrods for alle Magter,
trods dine Taarer og dit Savn —
det skal dog ske, naar Timen kommer,
at du skal synke i min Favn.
Trods Verden, trods dig selv, din Elskov,
trods din Foragt, dit Had, din Harm —
eengang fuldbyrdes dog Miraklet,
og du skal skælve i min Arm.
Ja, trods jeg ved, at alt paa Jorden
slaar om tilsidst i Sorg og Ve,
selv denne Kærlighed, som flammer —
naar Timen kommer, skal det ske!