Du græder. — Vildt, fortvivlet bryder
frem af dit Bryst den bitre Graad,
som var der for dit stakkels Hjærte
ej mindste Trøst, ej mindste Raad.
Du vil ej se, at Solen flammer
med Glans som før paa Himlens Blaa;
at Skoven dufter, Blomsten spirer,
det kan, det vil du ej forstaa.
Og at jeg, medens du fortvivler,
kan sidde tavs og se derpaa
foruden Klage selv — det kan du
af alt i Verden mindst forstaa.
Hvad skal jeg sige . . . Barn, den Smerte,
som dirrer højlydt i din Røst,
den skælver stum og svulmer lønligt
foruden Taarer i mit Bryst.
Den brænder skjult, som under Asken
den blanke Lue klar og hvid —
Men jeg har været før i Ilden,
og ved, det varer kun en Tid.
Jeg ved, den Dag vil engang komme,
før eller siden, da det sker,
at denne trøstesløse Smerte
og disse Taarer er ej mer.
Da vil du se, at Solen flammer,
at Skoven blomstrer rig og varm . . .
Og andre Sorger, anden Lykke
vil slaa og skælve i din Barm.