I det kolde Rum, hvor Tællepraasen
knitrer højt og brænder ned i Stagen,
ligger hun, den døde, der i Sengen
mellem Pjalter, dækket af et Lagen.
Og paa Væggen flakker hendes Skygge
sær fantastisk i den dunkle Stilhed.
— Godt, at hun fik Fred, at der er Dødens
Frelse efter Livets Vold og Vildhed!
Godt, at hun fik Fred, at dette Hjærte,
som har lidt og kæmpet til det sidste,
dette stakkels Hjærte, som har elsket
og fortvivlet, kunde eengang briste!
Godt, at efter Livets Skam og Skændsel,
sorte Nederlag og røde Løgne,
efter alt, hvad vi har drømt og syndet,
er en Død, som lukker vore Øjne!
— I det dunkle Rum, hvor Skyggen flakker,
bøjet ved et Bord, hvor Lyset brænder,
sidder der en Mand med stumme Læber
og med Hovedet i sine Hænder.
Og han stirrer taareløs i Mørket,
tavs og taareløs i Nattens Stilhed . . .
— Godt, at hun fik Fred, at der er Dødens
Frelse efter Livets Vold og Vildhed!