Nu skumrer det paa Broen der,
og Mørket falder paa —
Træk paa din Aare, Færgemand,
og lad det muntert gaa.
Hvad kigger du vel agterud
og ser til Strøm og Vind?
— Og det var Jesper Færgemand,
han lagde Aaren ind.
Han bøjed sig og tog et Tag —
han mælte ej et Ord.
Saa hev han fra den salte Sø
en drivvaad Fragt ombord.
En drivvaad Fragt, som Søen nys
tog moderlig i Skød —
en stakkels Tøs derinde fra,
som vilde selv sin Død.
— Nu skumrer det paa Broen der,
og Himlen staar som Blæk . . .
Og hør nu, Mester Færgemand,
du gamle Ulk, ro væk.
Hvad skæver du til Toften hen
og drejer dig paa Sned —
I Byen sker saa mange Ting,
som Færgemænd ej ved.
Saa mange Ting i Lyst og Drøm,
hvor Godtfolk har Logi
Og Søen skvulper tyst og stilt,
naar Drømmen er forbi.
Da du var ung og Kinden glat,
du hopped let paa Taa;
men du blev gammel, Færgemand,
og kan det ej forstaa.
— Og det var Jesper Færgemand,
paa Aarerne han trak;
og det betød saa meget som:
Ti stille med din Snak.