Derinde i Byens Fattigkvarter,
hvor Skøgen har frit Logi,
hvor Gadens Banditter fjæle sig tavs,
naar Patruljen trækker forbi —
Der laa der engang i gammel Tid
en grønnende Kirkegaard —
Nu er der bygget et flot Hotel;
Gil Blas over Porten staar.
En Dansebule, en fin Salon,
en Knejpe med Svir og Spil,
hvor Fruentimre og alskens Pak
om Nætterne holde til.
Naar Lyset rinder bag Tegl og Tag
og Mørket stiger igen,
da klinger Fiolens og Fløjtens Hvin
lydt gennem Natten hen.
Da blir der et Liv i den skumle Kvæld
under Lygternes røde Skin;
da myldrer Gadernes vilde Sværm
med Larm gennem Porten ind:
Glædespigen med sværtede Bryn
og med Lastens sminkede Træk,
med stivede Skørter og skæve Sko,
og Alfonsen, pyntet og fræk.
Der danser Tyven en Trippevals
i Træsko og Silkevest,
og Rakkeren svinger med Liv og Lyst
sin Tøs ved den natlige Fest.
Højt bruser Fiolernes hvinende Klang
og Fløjternes skingrende Spil —
Det høre de Døde i Jordens Skød;
de ligge og lytte dertil.
Saa skubbe de Kistens smuldnede Laag
til Side og sætte sig op;
de purre den ormstukne Hjærneskal
og rette den ranglede Krop.
De træde dernede en raslende Dans,
de svinge sig lystigt og let;
— Balinspektøren gør voldsom Kur
til det alleryngste Skelet.
Der smiskes og tiskes med Latter og Skæmt,
og Konversationen er fin;
Herrerne kysse de Skønne paa Haand,
og Damerne revne af Grin.
— Men de deroppe, de høre ej Lyd,
ej Larm fra de Dødes Fest!
Musikken bruser, og Dansen gaar,
til Skyggerne rinde i Vest. . .