Ja, han slog dig. — Med en knyttet Næve
slog han dig paa Kinden, vild og drukken.
Det er Aften; ensom og fortvivlet
sidder du og græder nu ved Vuggen.
Han, som du har elsket over alle,
og for hvem du kunde villig tømme
Dødens Skaal — O ja, hvis det er Enden,
saa forbandet alle Lykkedrømme!
Dette usle Liv, som ubarmhjærtig
lokker os med sine gyldne Sange
og forraader os dog paa det sidste —
Ja, o ja — forbandet tusind Gange!
Han har slaaet dig — Først har han ynket,
pint og martret dig med Spot — saa slaar han.
Og for ret at haane dig, han tænder
sin Cigar, og ganske rolig gaar han!
Naa, og hvad — Du vilde selv din Skæbne;
Gud skal vide, det var sagt dig ofte,
at hos den Drabant du vilde væde
snart med Taarerne din tørre Skofte.
Men hvad gavner Godtfolks kloge Tale!
Som om Ord kan Elskovs Hede køle —
Jo, saamænd, min Gode, jeg skal love,
du fik Kærligheden kønt at føle!
Du, som, hvis du havde været om dig,
kunde have siddet nu som Frue,
præsideret ved et Thevandsselskab
i en Kancelliraads fine Stue —
Ak, nu præsiderer du paa Kvisten
mellem Pjalter, med et Barn i Vuggen
og en Didrik, som er Mand i Huset,
og som prygler dig, naar han er drukken.