Hyl ej, Mand; hold Mund og lad som intet . . .
Død er død; det hjælper ej at tude —
Se, hvor sød hun ligger der, den Lille,
mellem Blomster paa den hvide Pude.
Se, hvor hendes Mor med Baand og Sløjfer
smykkede sit Barn, sin yngste Lille,
mens du selv, træt af en Times Vaagen,
sad i Stolen der og slumred stille.
Hyl ej, Mand; det lader grimt og ilde
af en Kærnesvend som du at klage,
et Geni, der buldred og gav Fanden
i den hele Sylte alle Dage —
Som gik paa med Glans og rydded Bulen
ufortrøden som en Mand af Ære —
Hvad, og nu du sidder her og tviner:
Hvilken sørgelig Fiasko, Kære!
Trøst dig, gamle Jas, og tak Vorherre;
ret betænkt, saa er det een Mund mindre —
een Mund mindre til at tømme Fadet;
spart er spart; det bør man straks erindre.
Og naar Græsset gror paa hendes Tue,
saa er det forbi, min Ven, med Smærten;
saa er du igen den samme kække,
store Fyr, der ejer hele Verden. —