Skaf denne Kvinde bort! Hvad vil hun her?
Hvor er hun kommen fra? Lad hende gaa
tilbage til sin Hule, hvor med Skam
hun fødte dette Elskovsbarn paa Straa!
Se denne Lille, denne stakkels Sjæl,
som trykker sig forknyt til hendes Favn;
der sidder han og stirrer skræmt og sløvt,
i Pjalter svøbt, forsulten som en Ravn.
Forbandet denne Moder, som har født
en sildig Høstnat mellem Smuds og Skarn,
fornedret og ynkværdig, til et Liv
i Usselhed og Armod dette Barn!
Forbandet han, det Dyr, for hvem du faldt,
den Rendestenens Helt, det drukne Svin,
som slog dig gul og blaa, endskønt du gav
din sidste Skilling ham til Brændevin!
O, dette Barn — undfangen, født i Sorg!
En Tiggerunge, hjælpeløs og svag,
med Nerolæbe og et Skuleblik . . .
— Men han vil knytte Næverne en Dag!
Og hvor han ser et Glimt af Sol, et Smil,
og hvor han hører Lyd af Livets Lyst.
der vil han hade, hade ondt og vildt,
og Synd og Død vil spire i hans Bryst.
— Gaa, Kvinde, tag dit Elskovspant og gaa,
du lastefulde Moder, der har sat
i Verden dette Stodderbarn, hvis Liv
skal visne i Elendighedens Nat!