De kasted hendes Skrammel ud paa Gaden:
en Halmmadras, en Bræddeseng, et Bord,
lidt fattigt Pjuds, der laa og flød. — Hun stod der
og stirred hjælpeløs og uden Ord.
Saa smak de Porten i. Og Vinden larmed
igennem Gyden; Regnen drypped tæt —
En stakkels Kvinde med et Sjal om Skuldren,
forknyt, elendig, taareløs og træt.
En stakkels Tøs, et Skrumpelskud, der kender
kun Sult og Slid — som flygted ør og vild
en Aftenstund derhjemme fra og fandt sig
en Ven, der glemte snart, at hun var til.
— Og Vinden peb, og Regnen slog og plasked . . .
En gammel Herre, fin og elegant,
blev rørt og greb medlidende i Lommen
og rakte hende Skærven og forsvandt.
Bravo, min Far! — Men hvis du tror, den Styver,
som du medynkende har kastet hen,
har kvittet for dig selv og klaret Sagen
i et og alt, saa fejler du, min Ven.
Medlidenhed . . . Javist! En luset Skilling
slængt af din Overflod i Armods Skød —
En frelst Samvittighed, en rolig Hvile,
købt for en Styver til et Stykke Brød!
Tror du, fordi din Børs med Guld er spækket,
at du har Fortrinsret til Livets Fest,
og at den gode Gud har ikke ogsaa
budt sine stakkels Fattige til Gæst!
Retfærdighed — for disse Gaders Tusind,
der træller Livet hen i Slid og Sved!
Retfærdighed, min Ven, og intet andet!
— Behold din Skærv og din Medlidenhed.