Spræng Døren, Smed; læg Skuldren til —
Endnu et Slag — Hvor mørkt herinde!
Til Side, du . . . Der ligger de —;
paa Gulvet der — en Mand, en Kvinde . . .
Imellem dem Pistolen slængt,
hvis Knald har skullet sone Brøden.
Lidt Blod, der pipler varmt og rødt —
To Hænder knytted fast i Døden.
Hvorfor — hvordan? Ti stille, Smed;
her hjælper Ak saalidt som Amen.
Hvad spørger du — der ligger de,
de to, som vilde følges sammen.
Hvad er der mer? Se efter du,
i din Avis; der vil du finde,
alt hvad man ved om disse to
om denne Mand og denne Kvinde.
Alt hvad man ved? — Ja, nok for dig
og mer end nok for disse Daarer,
for denne skuelystne Flok,
som korser Hænderne med Taarer.
Du stakkels Smed, hvad kender du
det Livets Spil, som slaar og springer
fra Sjæl til Sjæl? Hvad ved du vel
om Elskov, som i Knæ os tvinger?
Du er for dum, du er for graa,
og graa er alle Smedetanker; —
Men grønt er Livets gyldne Træ,
hvor Død og Elskov gror i Ranker!