Tilgiv hende — Se, forgrædt og sorgfuld
angrende hun vender nu tilbage . . .
Stakkels Pige, stakkels Barn, som fristed
Skuffelser og Skam og onde Dage!
Moder, tilgiv hende; husk, hvor fattigt
hendes Liv er runden uden Glæde,
runden hen i Armod og Forladthed
som en Blomst, der savned Sol og Væde.
Husk, hun elsked af sit hele Hjærte,
elsked uden Svig til hun blev sveget —
Og du ved: Den, som har meget elsket,
skal tilgives og forlades meget.
Se, nu kommer hun; forpint, fortvivlet,
flygtet fra den hele, vide Verden
søger hun til Moders lille Stue
for at skjule sig med Skammen, Smærten.
Moder, se dit Barn, som du har baaret
under Hjærtet, se din stakkels Pige —
Mindes du, hvor hun var sød som Lille,
og hvor hun var god og glad tillige.
Husk, at Verden er saa haard derude;
det er tungt at leve, ondt at lide . . .
Hvorfor tier du — Et Kys, et Kærtegn,
blot et Ord, et Trøstens Ord i Tide!
Hvad — Du Ravnemoder! Gamle Knaphul!
Du vil vise hende Vintervejen!
Du, som selv i dine unge Dage
gik saa voldsomt villig paa Galejen!
— O, du gode Gud, send fra din Himmel
fluks en Ærkeengel ned med Lynet
i sin Haand, at han maa ramme denne
gamle Pulverdaase en i Synet!