En Vintermorgen: Snesjap, graat i graat,
et Strejf af Sol fra Boulevardens Himmel,
en Række sorte Linde, Stænk af Regn
og Skrig af Krager — hist en Folkestimmel . . .
Hvad er paa Færde? Se paa Bænken der —
En pjaltet Fyr; stivfrossen, død; en Stakkel
med store, røde Næver, Skægget stridt,
og med en Næse som en antændt Fakkel.
En køn Soldat! — Ti stille, spot ham ej;
ved du, hvad han har lidt, hvad han har døjet,
ved du, om Livet lod ham vælge frit
Godt eller Ondt, før han fik lukket Øjet?
Og hvis han valgte — Ved du da, om ej
han maatte træde vaabenløs i Slaget;
ved du, om han har kæmpet som en Mand,
før han gav tabt tilsidst og kapped Flaget?
Og har du prøvet Kampen selv og følt
som Skolepog af „Æren” dig forpligtet?
— Hvem mellem os, vi Mænd, som led og stred,
har aldrig knebet ud og aldrig svigtet?
Har selv du krydset i den store By
hjemløs en Nat med Næverne i Lommen,
og strakt dig træt paa Boulevardens Bænk,
en Stodderprins, forsulten og forkommen?
Den, som har fægtet under samme Kaar
og stønnet under Svøbeslagets Svie,
han kaste Stenen! — Du, min brave Ven,
bør dømme overbærende og tie!