Stakkels Jacob med de kloge Øjne,
med de røde Haar og Æseløren
og det onde, haarde Træk om Læben,
sidder spejdende i Gadedøren.
Det er Aften; store, dunkle Skygger
flakker over Murens Smuds og Skimmel;
og han dukker Hovedet og stirrer
grundende i Rendestenens Himmel.
Raab og Skældsord, drukne Tøses Latter
skralder gennem Mørket — og derovre
under Lygtens røde Skær paa Hjørnet
staar hans Fader mellem Gadens Sjovre.
Jacobs Mor er ude; hun er gaaet
i Besøg hos nogen; naar hun kommer
hjem engang i Aften, har hun sikkert
et og andet godt i sine Lommer.
— Stakkels Jacob med de kloge Øjne
ved saa meget, som er ondt at vide;
Kvindeskrig og Graad og lønlig Hvisken
har han lyttet til ved Nattetide.
Alt, hvad der i Mørket gror og trives,
hvad der klinger stygt og stinker ilde,
kender Jacob — aa, han kunde tale
og fortælle, Knægten, hvis han vilde!
Bag sin Bræddevæg, aarvaagen, lydhør
længes han mod Lastens skidne Glæder.
— Og de gode Engle med de store,
hvide Vinger vender sig og græder . . .