Et fattigt Rum; en Dør, der knirker lydt;
paa Trapperne en tavs, nysgerrig Mængde;
en Mand, der løfter højt et Lys, hvis Skær
flakkende falder over ham — den Hængte.
Der hænger han! — Med stive, brustne Blik
han stirrer ned paa Lurvethedens Scene.
Og ved hans Fødder: skælvende i Angst
en hulkende, bodfærdig Magdalene.
Ja, hyl nu, Tøs! Slaa dig for Brystet; blot
din skidne Barm, og riv dig vildt i Totten;
lov højt og helligt, du vil være god
og føje ham og holde dig paa Maatten.
Der hænger han. — Fred over ham, det Fæ,
og Glemsel over alt, hvad han har syndet!
Men ingen Fred for dig, troløse Kvind,
som drev i Døden ham. — Du Dyr fra Dyndet.
Højt skal du raabe, skrige ud din Ve;
vidt skal du flakke over Torn og Tidsel
og famle angst i Mørket, rase vildt
mod Himlens Gud med Graad og Tænders Gnidsel!
— Jopyt! Samvittighed . . . Hos dig? Gaa væk,
og skab dig ikke! — Glem det ej, du Søde,
iaften Klokken ni præcis du skal
din Elskede i Pilestræde møde.