I Aabenraa der staar et Hus,
og Regnen siver, Blæsten slaar,
og Gavlens Bjælke knager stygt;
men Bjælken holder, Huset staar.
En gammel Knark, lidt skæv og vind,
der hader alt moderne Spræl
og føler mest sig veltilpas
en regntung, mørk Oktoberkvæld.
Da blinker i den vaade Luft
fra Ruderne det røde Skær,
og Raab og Skældsord, Skrig og Skraal
faar Lyd og Røst i Huset der.
Da glammer Hund med Bjæf og Hyl,
og onde Ord af vrede Mænd
og Druknes Lallen, Smaabørns Graad
man hører lydt og langvejs hen,
Og Blæsten slaar mod Tegl og Tag,
og Røgen driver tung og graa,
og Pigebørn med sminket Kind
paa Lur i Gadedøren staa.
Og i den skumle, høstgraa Kvæld
det pusler sært i hver en Krog,
hvor Mug og Skimmel blomstrer vildt,
og Rotten spejder gammelklog.
Da knitrer det bag Væg og Dør,
da hvisler det som Løv i Skov,
da lugtes Svovl, da skimtes Ild,
og Skyggen af en Hestehov . . .
— I Aabenraa der staar et Hus,
en gammel Knark, lidt skæv og vind,
som dukker sig i Regn og Rusk . . .
Det Hus jeg kender ud og ind.
Og kommer du en sildig Stund,
en høstgraa Kvæld med Skumringsskær,
da hører du de vilde Raab,
— da ser du Skyggen ganske nær!