Antonius — javist, du kender ham;
et lille Pus, en fireskillings Skrælling,
som i Fortvivlelse gik hen en Dag
og hængte sig — om Halsen paa en Kælling.
Du husker Snusmadammen, hende med
Proptrækkerkrøllerne — hvis ene Øje
saa i Nordvest! Et Dukketøj, min Ven,
i højrød Nederdel og blomstret Trøje.
En gammel Hegle, fed og lasket som
et Afgudsbillede hos Hottentotterne,
men rig paa Gods og Guld — Vor stakkels Ven
var netop selv, du ved, komplet til Rotterne.
Som sagt, i vild Fortvivlelse en Dag
han trak i Kludene og tog sig sammen
og slog et Hovedslag, et resolut,
og friede i Hopla til Madammen.
Den gik — O Ve, den gik! Den gamle So
tog Sagen med Festivitas i Højden.
Ak, fra samme Stund vor stakkels Vens
Humør og glade Sind gik ganske fløjten:
Man saa ham aldrig mer; med Argusblik
hun passed paa og holdt ham stramt i Tøjlen.
Sin Gadedør hun lukkede præcis
hver Aften Klokken ti og gemte Nøglen.
Tænk dig et Held: en skønne Morgenstund
fik hun et Fiskeben paa tværs i Maven
og døde sporenstrengs, før Lægen kom —
Jeg selv var med, da hun blev lagt i Graven.
Det var et Syn — et rørende! Han græd,
saa Vandet drev, da Præsten sagde Amen!
— Hvorpaa han inviterede os til
en Omgang hos Mathisen allesammen —
Og gav et Traktement af varmt og koldt,
og Vin og halve Bajre desforuden.
— Men da han vilde kysse Værtens Viv,
kom han i Klammeri og fik paa Snuden.