Hvad, Pelle — Ja, ved alle Guder!
Hej, Skænkevært, et Glas herhid —
Skaal, kære Broder, smag paa Mosten,
min gamle Ven fra gammel Tid!
Vi, som har sværmet, raset, sviret
og ranglet Dage, Nætter hen —
Hvor godt at sidde her fortrolig
en Sommerkvæld engang igen!
Sig, mindes du de muntre Dage,
vor Ungdoms rosenrøde Vaar —
Se, der er Rynker i din Pande,
og Sølvet skinner i dit Haar.
Du grubler, Pelle; tavs, betænksom
du nipper sindig til din Puns; .
— Javist, min Ven, jeg kender Humlen,
og Livet kender jeg tilbunds.
Men min Formaning gav du Pokker,
og Kors! Brorlil, hvor du blev vred,
fordi jeg tvivlede en Smule
og skosede din Kærlighed!
Du troned over alle Bjærge
med Næsen taarnende mod Sky;
selv Stormogulens Perlekrone
du agted ringere end Bly.
For dig alene Skoven blomstred,
for dig sang Fuglene paa Kvist —
Den hele Verden var Orchestret,
hvor Du var første Basunist.
Ak, Ven! Jeg ser — fra Himlens Tinde
din Vej bardus i Pløret gik;
du blæser ikke mer Basunen
i Elskovs tyrkiske Musik.
Godt, du har glemt ej at traktere
din Glastrompet med Held og Flid!
— Skaal, kære Broder, smag paa Mosten,
min gamle Ven fra gammel Tid . . .