Hej, se Maanen der; se hvor enfoldig
med sit dumme Smil — den stakkels Fyr!
Tro mig, han er ranglet ud iaften
vistnok til et lille Æventyr.
— Til et Elskovsæventyr, min Kære;
Maanen er en Skælm, en stor Filur;
hele Dagen ligger han og snuer,
men om Aftnen gaar han sig en Tur.
Ser du, hvor han glaner bag Gardinet,
kigger gennem Jalusiet ind —
Mon der sidder der en gammel Flamme
sukkende med Haanden under Kind?
Fy, en snærpet, københavnsk Matrone,
realistisk som en Graavejrsdag!
Nej, min Kære, du skal vi’de, Maanen
er en gammel Praktikus med Smag.
Hist, hvor Himalajas Sykomore
blomstrer, dufter i en evig Vaar,
mellem Rosenhaverne ved Floden
der et Slot i Palmelunden staar.
Tavs og stille staar det der og blunder
hældende mod Bjærget som i Drøm;
men ved Nat, naar alle Skygger rinde,
blinker Lysene i Flodens Strøm.
Lyd af Strengespil og skingre Fløjter
klinger over Dalens Blomsterkrat.
Og en Kvinde lytter fra Altanen
i den stille, stjernelyse Nat.
Kækt Turbanen paa de sorte Lokker
løfter Perlebaandets Hejrefjær;
tankefuld, med Dolken i sit Bælte,
hyllet i Kaftanen, staar hun der.
Det er Maanens Elskede; den Skønne,
som han daarede en Nat med List.
— Ser du, hvor han joller af deroppe
straalende til Stævnemødet hist!