I de gode, gamle Dage,
før vor Jord var trampet flad,
længe før min salig Tante
som et Barn paa Skamlen sad —
Da man gik ej stiv og spanked
indbildsk som en stor Patron;
Etiketten gav man Pokker
med al smaalig Ambition.
Livets Glæde man berømmed,
jubled til Buteljens Kluk,
mens Bakkanten, stod paa Hodet,
og Silenerne sprang Buk.
Bag de grønne Lunde titted
skælmsk ved Kildens Blomsterkrat
Nymferne, de smukke Piger,
i den stjærneklare Nat.
— Ak, de grønne Lunde visned,
og Silenerne forsvandt;
frækt Askesens Rabulister
skælder Glæderne for Tant.
Filosofer, Rænkesmede,
vaase højt med Bram og Pral,
vidt og bredt de diskutere
den velsignede Moral.
Og de faa, der blev tilbage
af Bakkanters muntre Flok,
taaler Ordenspolitiet
her i Gaden daarligt nok.
Selv de skønne, glade Nymfer
har man nu aldeles glemt —
Og ifald man ser en enkelt,
er hun reduceret slemt.