Dernedenfor i Strædet larmer Livet,
og Godtfolk skælder ud og tar’ Affære! —
Her i min Vigvam er der Fred og Stilhed,
og alt er netop her, som det bør være.
Se over Tagene den blanke Himmel —
Hvor blaa den kupler sig, hvor klar og rolig!
Og fjærnt derude disse grønne Skove,
der slynger sig om Markerne fortrolig!
Her rinder Sol, og Nattens Stjærne funkler,
rødgylden stiger Maanen bag min Rude;
og alle Røster høres her saa fjærne
fra Mængdens glade Maskespil derude.
Og hænder det, hvad saare nemt kan hændes,
at Livet stundom løber Sur i Skruen —
Nuvel, der findes Raad for alt i Verden:
Saa bor en Pantelaaner der i Stuen.
Og falder Ensomheden lidt besværlig
en Aftenstund, naar det er sent og silde —
I Mester Daniels Paulun i Kældren
har muntre Svende Slapperads og Gilde.
Hvad vil jeg mer! Her i min stille Vigvam,
her ligger jeg for Anker vel fortøjet —
saa nær ved denne Verdens smaa Affærer
og dog til Stjærnerne saa højt ophøjet!