Velkommen, du Sol deroppe
højt over den skimlede Jord —
Du kender mig nok fra forgangen,
min gamle Ven fra ifjor!
Du kender den lasede Trøje,
den lurvede, blaa Habit,
som jeg snød mig til hos en Kræmmer,
der undte mig sin Kredit.
Nu har han lukket Butikken
og slukket sit Lys og meldt Pas;
men jeg er endnu den samme
gamle, galante Bajads —
Som fægter for Dagen og Vejen
baade i Vinter og Vaar, —
som gumler sit firskillings Grovbrød
og skyller det ned med en Taar —
Og hilser fra Grøften med Jubel
Majmaaneds straalende Sol,
de pjudskede, fløjtende Stære
og den første, smukke Viol.
Velkommen, min Ven deroppe,
min gamle Bekendt fra ifjor —!
Skin over de sorte Marker,
saa Græsset i Grøfterne gror.
Ja, red mig mit blomstrende Leje;
mit duftende Sommerpalads . . .
For jeg er endnu den samme
gamle, galante Bajads.