Den sidste Mohikaner er ej mere —
den sidste Tapre af den gamle Skare,
som kunde dø, men overgav sig aldrig,
som stred og slog og ænsed ingen Fare.
Der ligger han; hans Krigerhaand har sluppet
træt Tomahavken; og hans Navn paa Jorden
er snart en Saga blot — et trøstløst Optrin
af Heltelivets Undergang i Norden!
Han gik den lige Vej; vi smaa og svage,
vi fødtes bøjelige af Naturen;
han vilde, hvad han vilde; derfor rendte
desværre tit han Panden imod Muren —
Og stødte Hul paa Hovedet og trimled
med stor Malør og skingrende Protester
mod Borgerskabet, Samfundet og alle
Filisteriets Vægtere og Præster.
Han elsked Sang, Musik, et Krus og Kvinder,
kort: alle Hedenskabets Herligheder,
som Digterne besynge, Konger prise,
og Vildmanden afguderisk tilbeder.
Han haded Pjank; de Lærdes Disputatser
foragted han; hvis der var lidt ivejen
med et og andet, kastede han Frakken
foruden mange Ord og klared Grej en.
Den sidste Mohikaner, ja, den sidste
af hine Tapre fra den store Stamme!
— De faa, der er igen, de regnes ikke;
de fik Kultur, de Stakler; de blev tamme.