I Arilds Tid da vidste
man Raad for alt, Du Smaa;
det findes i gamle Bøger,
hvis man tør tro derpaa:
Naar Elskovs Bøn ej hørtes,
gik Bejleren, den Skælm,
ud i de grønne Skove
og skar i Ask og Elm —
en Splint, en Tryllerune
med kunstigt Snitværk i;
han lagde den med Liste
alt over den Skønnes Sti.
Da hjalp det ej at trodse,
naar Runen først var lagt;
da maatte den Stolte synke
i Knæ under Elskovs Magt.
— Nu kendes ej Trylleruner,
der binder det stridige Sind;
de Gamles lønlige Visdom
er agtet som Vejr og Vind.
Thi Kvinden, den moderne,
er anderledes snild —
Hvad hjalp Alverdens Runer!
Nej, der maa mere til:
Smykker og gyldne Kæder
og Silkekjoler, du Smaa —
Se, det var en Erklæring,
du vilde straks forstaa.
Saa klapped du mig paa Kinden
og kaldte mig Hjærtensven . . .
Men nu er min Rigdom fløjten
og Kærligheden med den!