Edvard Søderberg (1869–1906)

Nu er det tyst i Strædet,

og Aftnens Lyde tier;

den sidste Lampe slukkes

bag Rudens Jalusier.

Kom, vi vil vandre sammen

i denne Nat, den dunkle,

mens alle Sjæle blunde,

og alle Stjerner funkle.

Jeg elsker Nattens Stilhed,

den stjerneblege, blide;

jeg elsker det: at leve,

jeg elsker det: at stride —

At føle Hjertet hamre,

at føle Blodet rinde,

at aande Løvets Dufte

og Sommernattens Vinde!

Trods alt, hvad vi har levet,

trods alt, hvad vi har døjet,

trods alle Hug, som pressed

os Taarerne i Øjet:

at føle Blodet rinde,

at aande Løvets Dufte

og Sommernattens Vinde!