Se, her er min Tronsal! Dernede
paa Torvet Skarerne gaa;
og Stjærner og flammende Sole
gnistrer i Nattens Blaa.
Betragt disse kalkede Vægge —
to Stole, et Bord, en Madras,
en Sofa til ensomme Drømme,
— Sæt dig, min Tøs; tag Plads!
I Vindvet en blomstrende Rose:
min Lystgaard, forstaar du vel,
hvor jeg sidder i Tusmørketimen
og drømmer hver eneste Kvæld.
Hver eneste Kvæld om det samme:
En Have, hvor Solen gaar ned;
og saa om to Læber, der hviske
i Øret en Hemmelighed.
— Du tier; du tror det sletikke,
at jeg er en Konge; jeg ser
paa dit spottende Blik, at du synes,
jeg ligner en Stodder langt mer.
Saa læg din Arm om min Nakke
og se mig i Øjet kun:
Ser du den Skygge derinde
og dette Træk om min Mund?
Men du er et Barn og forstaar ej
af Livet et eneste Muk,
forstaar ej, at Kongen, din Herre,
fandt dig bedaarende smuk.
Og hvis du vil elske ham trofast,
den arme, tungsindige Aand —
saa smiler din Herre og Konge
og rækker til Kys dig sin Haand.