Der ligger et Hus ved Vejen
med Kviste og smaabitte Ruder —
Nu er der lukket og slukket,
og Blæsten om Gavlen tuder.
Ved Huset ligger en Have
i Skær af en Lygte bag Laagen,
et Lysthus med røde Konkylier
og en grønmalet Bænk i Krogen.
— Husker du endnu de svundne
duftende Solskinnets Dage;
de strittende, susende Popler
over de teglrøde Tage?
Husker du endnu, du bad mig
hin Aften med skælvende Stemme
— du Stakkel! — om aldrig, nej aldrig
i Livet dig at forglemme?
— De susende, svajende Popler
og Solskærets Blink over Taget . . .
Ak, hvor du skammelig, Lille,
dog har din Ridder bedraget.
Svigtet de dyreste Løfter,
de helligste Ord og Kontrakter —
og giftet dig ganske prosaisk
med en afskyelig Slagter.
Der ligger et Hus med en Have,
en Bænk, hvor jeg sad med min Flamme,
— Ja, du var en god, lille Pige,
og nu er du Slagtermadamme!