Ja, Livet er surt, ja, Livet er trist,
og goldt som de stenede Veje. —
Fordømt, at min Gamle en sildig Stund
sov ind paa min Moders Leje!
Fordømt, at hun elsked og tog ham i Favn
den Nat, og lod Dyden springe!
Det skal I staa mig til Regnskab for,
naar Dommedagsklokkerne ringe.
Her skal jeg slide i Sol og Slud
for at bjærge mig Skorpen og Snapsen:
en Stodder, der fødtes til Haan og Hug,
og blæser ad hele Rapsen.
Et Fattigmandsbarn, uden Hus og Hjem,
og uden en Skjorte paa Raden,
der knytter sin Næve, naar andre ler,
og lever og dør paa Gaden.
Og det for en Nat, en eneste Nat
i Favntag og Elskovsbrynde —
Fordømt, at min Fader, den Pjalt, som han var,
lærte min Moder at synde!