Ak, disse gamle Æventyr!
— Da jeg var Purk, saa stor som saa,
da kunde jeg dem udenad,
da tro’de jeg endnu derpaa.
Hvor elsked jeg den tapre Helt,
der svang saa kækt sit gode Sværd!
Hvor haded jeg af Hjertens Grund
den onde Stimands lumske Færd!
Og hun, det unge Rosenblod,
saa ren og skær som Himlens Blaa!
Da jeg var Purk, en syvaars Knægt,
da tro’de jeg endnu derpaa.
Men Tiden skifter, Tiden gaar;
nu er jeg bleven stor og klog,
nu har jeg lagt med Top og Bold
paa Hylden hen den gamle Bog.
Nu ved jeg, at min tapre Helt
var kun en dum og indbilsk Fløs,
og hun, den unge Dejlighed,
en ganske simpel Gadetøs.
For jeg har fægtet selv tilfods,
og jeg har skiftet Ven med Ven. —
Ak, disse gamle Æventyr . . .
Saa læg dem dog paa Hylden hen!