Ak, ti stille! Disse gamle Sager . . .
Dumme Sorger fra for længe siden,
som man mindes med et Smil, naar Hjærtet
langt om længe bliver klogt med Tiden!
Der paa Knasten, hvor de dunkle Linde
skygger over Gavlens røde Stene,
mellem Rudens stribede Gardiner,
saa jeg hende bag de grønne Grene.
Kun et Barn endnu — med Barmens spæde
Runding under Hvergarnskjolens Linning;
store, tavse Øjne; Haaret kæmmet
stramt og glat omkring den fine Tinding.
Hver en Morgen mødtes vore Blikke
over Taget, og hun smilte dæmpet,
Barnet, som man smiler, naar man kender
onde Dage og har lidt og kæmpet.
Dette Smil — Forstaar du! Dette kydske,
barnlig-blide, flygtende, som spilled
et Sekund om disse unge Læber —!
aa, jeg kunde — Hvis jeg havde villet . . .
Hvis jeg havde villet — Du forstaar mig!
Men jeg elsked denne tapre Lille,
dette smukke Barn . . . Og nu: Hvor er hun?
Ja, hvor er hun — Ak, min Ven, ti stille!