Snasken der paa Hjørnet — ser du . . .
med det røde Trækgardin
og en Bakkus malt paa Ruden
løftende et Glas med Vin.
Kom, — jeg ved en Krog dernede
hyggelig i Skjul og Fred,
hvor jeg sad saa mangen Aften
med mit Glas i Ensomhed.
Se: i Vindvet Blomsterpotter,
hvor den dunkle Myrte gror;
over Dørens Karm en Efeu
sine grønne Ranker snor.
Og paa Væggen Skilderier:
Hyrder og Hyrdinder smaa;
Amor med sin Pil paa Strængen
svæver gennem Luftens Blaa.
— Se i Døren der Madammen,
gul og skrumpen, sur og tør,
som en overgemt Rødbede,
der har mistet sin Kulør.
Fatter selv, i Skorteærmer,
blisset, med et lille Stænk,
gravitetisk præsiderer
som en Hertug bag sin Skænk.
Se, hvor Blikket kælent misser
elskovsfuldt mod Snapsen der; —
Hvor den frister! Skynd dig, Fatter,
mens din Gamle intet ser.
— Død og Plage! — Der i Døren . . .
Saa du? Lise hedder hun!
Himmel, hvem der turde trykke
blot et Kys paa denne Mund!
Blot et Kys paa disse Læber —
Armen fast om hendes Barm —
Se mit Glas . . . se, hvor jeg ryster,
ryster vildt af Had og Harm!
Denne gamle, runkne Hejre!
Gid, ja gid — jeg ved ej hvad!
— Kære Broder, lad os slukke
Sorgerne i to fra Fad . . .