Agathe, du min Perle,
min Sol paa Livets Veje,
som rapser mine Penge
og deler mig dit Leje —
Som klapper mig paa Kinden
og rimper mine Sokker,
som propper mig med Løgne
og bruger Mund som Pokker:
Javist, min Sol, min Stjærne,
min Mø, min Rosenstængel —
Jeg sværger højt og helligt:
Jeg elsker dig, min Engel!
Især med den Frisure,
og saa den grønne Kjole —
saa elsker jeg dig dobbelt;
jo, derpaa kan du stole.
— Jasaa, du tror mig ikke!
Du krammer mine Hænder —
Naa, naa, min Tøs, vær rolig;
du ved jo, vi er Venner.
Hvad — Du forsmaar mit Venskab!
Du tror, der er en anden,
som har mit Hjærte stjaalet
og røvet mig Forstanden —.
O ja, højst uforstandigt
og hestedumt tillige!
For hun, den stolte Skønne,
hun ser mig ej, min Pige.
Hun aner ej, jeg voved
fræk som en Hund og ganske
berust i Vanvidsdrømme
at stjæle hendes Handske.
Hun ved ej, at jeg sukker
i Skumringstimens Blaanen
og deklamerer Elskov
mod Stjærnerne og Maanen.
Fordømt! Og hvis hun vidste —!
Jeg er en Nar, en Taabe,
en Dosmer, som forstaar kun
at sukke og at haabe!
Agathe, du min Perle —
Trøst dig . . . Ifald det hænder,
at vi — at jeg — forstaa mig:
Du har jo nok af Venner.