Ὃν οἱ θεοὶ φιλοῦσιν ἀποθνῄσκει νέος.
(Hvem Guderne elske, dør ung.) Menandros.
Elskov blev født som Dødens Tvillingbroder
af Skjæbnen, deres Moder.
Ej Jords, ej Stjærners Rige
i Skjønhed ejer Døds og Elskovs Lige.
Fra Elskov stammer Glæden,
den største for vort Hjærte,
som det paa Verdens vide Hav kan vinde;
men Lindring for vor Smærte
kun Døden véd at finde.
Hun er en dejlig Kvinde,
skjønt ej hun males saa af Sjæle svage.
Og Elskovs Gud den fagre
hun gjerne vil ledsage,
og ædle Hjærter højt af Længsel lue,
naar Haand i Haand de over Jorden flagre.
Naar Elskov dybt os rammer,
da svulmer Hjærtet højt, og det foragter
vort Liv, saa ej det tænker
paa Farerne, som true.
For denne Hersker glad til Kamp det stunder.
Hvor du os Hjælpen skjænker,
o Elskov, mægtig flammer
det gjenopvakte Mod, og kjækt at handle
— ej blot som før at gruble frugtløst — mægter
nu Menneskenes Slægter.
Naar Elskovsmorgenrøden
lysner fra Dæmringsgrunden
i Sjælens Dyb derinde,
i Sambo med den i vort Bryst vi finde
en træt, en stille Længsel efter Døden.
Jeg véd ej, hvorfor stedse
den Længsel maa med Elskov sig forbinde.
Maaske vort Øje bæver
for Verdens Ørk, maaske vi se, at Jorden
er tom og gold foruden
den ny, uendelige
og høje Lykke, som for Tanken svæver,
men høre fjærnt de vilde Stormes Tuden
og spejde efter Fristed
for denne vilde Attraa,
der alt sit Skrig fra Sjælens Natmulm hæver.
Men naar hin Magt, den stærke,
Alt hvirvler ned i Støvet,
og Smærtens grumme Lyn sit Offer kræver,
hvor tidt har da en Elsker
med inderlig Begjær,
o Død! ej anraabt dig om Bod for Sorgen!
Hver Aften og hver Morgen,
mens end hans trætte Lemmer Livet ejed,
han sagde: Salig var jeg, om jeg aldrig
rejste mig mer fra Lejet
og mod det onde Lys mit Øje vendte!
Og tidt naar Ligfærdsklokkens Klang han hørte
til Sangen, som skal hente
de Døde ned til evig, evig Glemsel,
med hede Længsels Sukke
af Hjærtet han misundte
dem, som til Skyggelandet maatte vige.
Ja selv den ringe Bonde,
der aldrig har erfaret
den Kraft, som sprudler højt i Aandens Rige,
ja selv den bly, den bange unge Pige,
hvis Lok af Skræk sig rørte,
naar Dødens Navn hun hørte,
tør hen imod sin Grav, sit Dødningklæde,
saa kjække, faste Blikke lade vanke.
Og i sin Enfolds Tanke
hun vover selv at grunde
paa Gift og blodig Vunde
og fatter nu, at Døden har sin Glæde.
Saadan mod Døden spores
vi under Elskovs Tugt. Vi se, hvorlunde
det svage Legem under Kummers Byrde,
naar centnertung den sig til Sjælen hefter,
maa stønne, give efter,
naar mer end Dødeliges Kraft den kræver.
Saa vinder Døden Sejr ved Brod’rens Kræfter.
Se, hvor den jævne Almusmand selv iler
til Døden under Elskovs skarpe Spore!
Og se, med kjække Hænder
tør Pigen selv, den svage,
til Gravens Jord sit unge Legem give.
— Den kloge Verden smiler —
den give Himlen Fred og mange Dage!
Men de begejstringsfulde
og ædelbaarne Sjæle,
dem stille Skjæbnen under en af Eder,
I Herskere saa hulde
mod Jordens stakkels Slægter,
saa stærke, at ej anden Hersker mægter
i hele Verden over Jer at byde
end Skjæbnen selv — dens Bud I kun maa lyde!
Du, som jeg paakaldt har fra Ungdoms Tide
og holdt saa højt i Ære,
du skjønne Død, som ene
har Medynk med de Dødeliges Kvide!
O, hvis jeg nogensinde
har prist dig og din Guddomshæder skjærmet,
naar Hoben dig fornærmed,
uskjønsom udi Sinde;
saa tøv ej, lad dig bøje
ved længe spildte Bønner,
du Tidens Herskerinde,
o luk for Lyset til mit trætte Øje.
Du finder mig beredt, hvad Stund du folder
din Vinge ud og al min Tryglen lønner.
Rustet, med løftet Pande
jeg skal mod Skjæbnen stande.
Den Haand, som over Skyldfri Svøben holder,
som tidt mit Blod har farvet,
skal ej med Kys jeg hædre
og takke den — det er jo
den gamle Fejghed, som vor Slægt har arvet.
Hvert usselt Haab, hvormed Alverdens Taaber
som store Børn kan lege,
skal ingen Trøst mig skjænke.
Det vil jeg kaste bort. Paa dig alene
paa Dig, o Død! jeg haaber,
at du dig vil forbarme
og snart mit Hoved ned til Slummer sænke
i dine Jomfruarme!