Stedse min Tanke
til hin Dag jeg sender,
da jeg i Sværmen
af lystige Venner
kjøbte den Doktorhat,
jeg skulde bære,
og sa’ Farvel til
Pisa, det kjære,
mit sorgløse, glade
Ungdomslivs Stade.
Træt jeg da maatte
bestille Kaffe til
alle de Fyre;
dér af en gammel Gjæld
lidt fik jeg lettet;
Værten sex Paoli
visked af Brættet.
Sorgen jeg førte
dog med, da jeg kjørte.
Fire Aars Lystighed
tidlig og silde!
Gud — hvilket Anlæg
til Tiden at spilde!
Hen vi i Krogen
smed Bøger fra Skolen,
men dem, vi nedtog
fra Livsreolen,
opskar vi, fatted vi,
skatted vi.
Hvis du kun Viden
af Bøger vil drikke,
bliver du Doktor,
men Menneske ikke.
Hvis du din Fod kun
paa Gulvtæppet øver,
snubler den, naar du
paa Gaden den prøver.
Livet og Solen
er mere end Skolen.
Knejpen, Kathedret —
begge jeg ærer,
naar noget Dygtigt
begge mig lærer.
Men skal i Verden
Vej man sig finde,
lidt Vagabondblod
i Aaren maa rinde;
lidt Driveri
er Filosofi.
Saa mindes jeg Frakken,
luvslidt, itu,
og det kvækeragtig
fortrolige »Du«,
som fra de reneste
Læber fremsprudled —
ak! siden har Humbug
og Løgn dem besudlet,
da Snerperiet
indførte De’et«.
Tænk, midt i dette
Grosserer-Aarhundred,
der stedse har Skinnet
og Løgnen beundret
saadan en kynisk
Diogenes-Fromhed,
der følte sig stolt
af Mavernes Tomhed!
Den, som ej saa’ det,
kan næppe forstaa det.
O Dage — saa venlige,
Nætter saa milde
med Lystigheds stadig
rislende Kilde.
Ja sagtens et Liv
hen i Glæde kan rinde,
naar aldrig en Løgn man
paa Læben kan finde,
naar Alt i vort Indre
i Øjet tør tindre.
Helt ofte den unge
Sokrates-Abe
lærer med Aldren
sig lapset at skabe,
som sund han sig spæged,
men med Rhevmatisme
spiller han Satyr
(- o Anakronisme!)
bliver en vammel
Don Juan som gammel.
Væk med Pedanternes
Regler fra Skolen!
ud Jer at boltre
i Livet, i Solen!
Forbind i det Mindste dog
Bøger med Lystighed,
væk med den dumme
Filister-Trangbrystighed!
skjænk I Kretinerne
Alvorsmænds-Minerne!
Men den Slags Brusho’der
neppe vil lære
med himmelvendt Blik
at gjøre Karrière,
ligesom disse
korrekte og vakre
Unge, som Sjælen
for Embed bortschakre,
som sledske og sjove
for lunt at sove.
Heller med Punsch og
Cigar sig forlyste
og stundom med gale
Streger sig trøste,
saa tyre Excerpter
i fjorten Dage
for blandt Idioter
Examen at tage
(- Hver Nøddeknækker
af Ærgrelse sprækker!)
Venner! Se det er just
Synder, som bliver
satte paa Index
af troende Iver.
Letsind, det gyldne,
gjør Alvorsmænd bistre;
det er en Svir for
de unge Filistre,
naar Ben de kan spænde
for lystige Svende.
Ak — hvilken Fryd, naar du
gjenser det skjønne
heldende Marmortaarn
midt i det Grønne,
og til dig selv du
med Rette kan sige:
Fast stod jeg altid,
om ikke just lige,
men aldrig jeg svingled,
raved og dingled.
Pæne Studenter,
som skyede Rusen,
men som fik travlt med
Lytten og Snusen,
naar — for utrumque jus
til stor Skandale —
vi sang Trikoloren,
som vi var gale
trods Politiet
og — Kleresiet.
I kan nu blære Jer
fede og slikkede,
Skjæbnen dog Gulsot
til Arv Jer beskikkede!
Vi, som blev regned’
til Udhalersorten,
vi, som ej tjene
i Embedskohorten,
vi er end unge,
har Sang paa vor Tunge.
For Eder gaar Godtfolk
ængstlig til Side
ret som for arrige
Hunde, som bide.
Vi, som har holdt os
saa glade, saa varme,
mødes med aabne
Hjærter og Arme.
— Jeg ender min Vise
med Galskab at prise.