Om Aftenen blev Adam skabt,
Da stirred’ hans henrykte Øie
I frydefuld Beundring tabt
Paa Stiernerne, som funkled’ i det Høie.
Snart Edens korte Nat forsvandt,
Og skiøn frembrød den unge Morgenrøde.
Nu Nattens Lys bortflygted’, blegned’, døde,
Dagmoders hulde Smiil hans Hierte vandt.
Men straalende i herlig Majestet,
Nu Dagens stolte Hersker sees fremstige,
Da glemte Adam, hvad han hidtil havde seet,
Og hylded’ denne uforlignelige!
O Mira! hvor kan du bebreide mig,
Jeg før for andre Piger brændte,
Jeg da, som Adam intet bedre kiendte;
Nu først — nu har jeg seet, og elsket dig.
Rahbek.