Venskabs Gud, kom huld omsvæver
Dette glade Vennelag,
Første Sang for hende kræver,
Som indvier denne Dag:
Mængden, som beundrer hende,
Seer kun hendes Kunstnerværd
Vi, som hendes Hierte kiende,
Vi har hende dobbelt kiær.
Hver en Gang, den hulde dandser
Dandsens Muse henrykt staaer,
Hun med nye Laurbær krandser
Daglig sin Præstindes Haar
Tit Thalia hende kaldte,
Sanggudinden er hun kiær;
Gratierne hende valgte,
Hun blandt dem den fierde er.
Før skal Carolines Minde
Glemmes, uddøe, hades her,
Før din Hæder skal forsvinde
Før vi glemme skal dit Værd;
Kunstens Døttres Maal skal være,
Dig engang at vorde liig,
Og den bedstes største Ære,
At hun nærmes meest til dig.
Men dit ædle skiønne Hierte
Dog dit største Fortrin er.
Vi, som det at kiende lærte,
Ene vi forstaae dit Værd.
Himlen høre dine Venner,
Den dig giøre lykkelig!
Lykkelig, som du fortiener,
Bedre kan ei ønskes dig.
Rahbek.