Hvor længe, Albion! skal jeg fra Havn til Havn
Din vimpelkroned Hær med graadfuldt Øie følge?
Hvor længe, brølende, skal Oceanets Bølge
End tage plyndret Jord i blodbesudlet Favn?
Ak! atter Dødens Bud for Nationer lyder,
Ja, atter Albion til Brodermord dem byder!
Med lige mordisk Haand fra Nils soelsvedne Strand
Til Nordens Fjeldes Iis det lyner Krigens Brand.
Endnu eet Land var da igien at lægge øde,
Med Blod at farve end eet Hav tilbage staaer.
At slæbe over dem sin Rigdom og sin Brøde,
Af Havets Hersker Navn dumdristig Øe attraaer.
Nu heldig Udaadsmand i Blod den Bølge søler,
Som i en fredsom Favn bar Handlens gyldne Kieler;
I Overmodets Fied din Straf, o Nelson! gaaer,
Da du forstyrrer Nord, din Vanheldstime slaaer.
Frygt, Grumme! frygt! den Vind, som dine Segl udspænder,
Fremskynder dit Fordærv! Du ei dens Falskhed kiender!
Ei er det Syriens Hav, som dine Kiøler bær;
Det Land, du nærmes, viid, Juels Fædreland det er.
See, Nelson, der en Prinds, som seen til Sværd at fatte,
Ei seen til Seiren er — veed Krigeren at skatte,
Men Mennesket end meer — seirsæl ved skaanet Blod
Skal seire over dig i Strid og Ædelmod!
See, Nelson, der et Folk, tilfreds med egen Lykke,
Ei Magt, ei Guld har spildt at andre undertrykke.
Fra Stranden hør dets Raab til Frederik: "Fyrste! Fa’r!
"Byd over vore Liv! du vore Hierter har."
Tænk ei, at Seirens Gud fra Danas Søn skal vige:
Man aldrig ham har seet end Heltens Arm at svige,
Der streed for sin Monark, sin Lykke, og sit Land;
Nei! først i Dødens Blund han Sværdet tabe kan.
Hvad Mod i Danas Bryst! Det Blik opliver hende,
Fra Evighedens Egn hun Bernstorff seer at sende;
Og Grækers ædle Ild og høie Romerdyd
Et ønsket Fristed fandt blandt Danas Held og Fryd.
Jeg Søn og Fader seer fra Brud og Mage haste,
I Krigens Farer sig for Land og Konge kaste;
Jeg der en Ædling seer bevæbnende den Hær,
Som ei af Kongen Sold, men Vaaben kun begiær.
Jeg seer en ædel Trop, Athenes Krands forskjønner!
Fra Sanggudindens Favn jeg seer Minervas Sønner
I Krigsgudindens Færd med sin Apollo gaae,
Af Martis Laurbær og til Krandsen Løv at faae.
Naar saaes ei Musers Søn sit Liv med Fryd at egne
Til den Regent, som veed, hans skiønne Iid at hegne!
Med Ømheds varme Graad jeg Pigen væde seer
Et Saarbind, som maaskee til egen Elsker er!
At døe — o det er let, naar Seiren Øiet lukker,
Og Fædrelandets Graad hver Dødens Qvide slukker.
Hvo er den Fiende, hvem det Lykkens Land ei slaaer,
Hvor forved sine Børn i Strid en Fader gaaer?
Retviisheds Hævnere i Kamp for Danmark stride!
Alt laurbærkrandset Seir tog Sted ved Fredriks Side,
Sin Krands hun rækker den, der Overmodet lær’,
At Rasenhedens Mod ei Tapperhedens er.
Hun rakte Fredrik den. — Dyrt kiøbte du den Lære,
Ei mod lyksaligt Folk at Voldsmandsglavind bære,
Du, som ved Danas Strand ei andet Bytte faaer,
End sønderskudte Vrag, og egnes Liig og Saar,
Og angred’ — seent det Tog, du ønsked’ at forglemme;
Hvor, Britte! flyer du nu, dig og din Skam at giemme?
O Danmark! Heltes Mo’r! i evig Æres Glands
Til Grækenlands og Roms har Mindet fæst’ din Krands.
Ved Beltets Bølge af din Heltedaad fortryllet
Jeg selve Salamis med Stolthed seer bortskyllet.
"Gud og den gode Sag!" saa Fredriks Løsen var,
Og i hans Brødres Bryst det Tapperheden bar.
Ja! rædsom Straalen var, som Danmarks Krigsgud sendte,
Og rædsom Luens Magt, som Fischers Lyn antændte;
To Snese Vimpler han med atten Spidsen bød,
Og lynede til dem Forfærdelse og Død.
See, ned fra Nelsons Skib i Strømme Blodet fuse,
Hør liigbetyngnet Belt om Skaansel vildt at bruse,
Og nævn paa vide Jord eet Land, der end har giort
Med mindre Magt sit Navn meer hæderfuldt og stort.
Nei! Danmark kun den Krands fra Brittens Tinding rykked’,
Ham hundred Kiølers Magt og hundred Slag paatrykked’,
Og han, som Banneret vil plante paa dets Bred,
Den stolte Nelson der — om Grave bad og Fred.
O du, som freidig gav for Land og Konge Livet,
Hvor stor er ei den Løn, din Heltedød er givet:
Med himmelsk Vellyst smiil til elskte Fædrestrand,
Og see din Bautasteen i — frelste Fødeland.
K. R.