I Holster! naar Dansken er vild og vred,
Da kan han blodigt sig hevne;
Men røres han til Barmhiertighed,
Da straffer han ei efter Evne.
Da Geert, som saa tidt I stor har kaldt
(Men Dansken ham kalder en Røver),
Med Mordbrand og Myrden i Landet indfaldt,
Den grusomme Qvindebedrøver:
Da traf ham i Randers Niels Ebbesøn,
For seent det ham monne fortryde,
Da fik Greve Geert sin fortiente Løn,
Thi vred var den tappre Jyde.
Men da i Ditmarsken Bonden stod
Med hviden Stav og med Taare,
Da tørsted efter de Fangnes Blod
De tydske Hertuger saare.
Men Fredrik den Anden, Danmarks Drot,
Ei giorde det Onde værre;
Om blodige Hevn han ei tyktes godt,
Thi vred var ei længer den Herre.
De tydske Hertuger stode derpaa,
At Ditmarskens Mænd skulde bløde;
Da talte Danemarks Konning saa
Til dem i det sidste Møde:
„Saa deler Fangerne nu i Tre!
I eders grumt kan henrette,
Min Deel jeg skaaner for Død og Vee,
Og Opstanden vil jeg forgiette.”
Da skammed de tydske Hertuger sig,
Og reddede Fangerne bleve;
Men, Frederik! Ditmarsken takker dig
For at dets Sønner end leve.
I Holster! naar Dansken er vild og vred,
Da kan han blodigt sig hevne;
Men røres han til Barmhiertighed,
Da straffer han ei efter Evne.