I lang Tid, Brødre! mødte Taal
Stolt Overmod;
Fornærmelsen har naaet sit Maal,
Den kræver Blod.
For Danskes Ord var Holsten døv;
Blind Uforstand!
Tidt skieldte fræk han „doven, flov”
Den danske Mand.
Mon Sværdet han ogsaa vil sløve?
Af dum Foragt kan Manddom lee,
Var det blot saa;
Men Oprørsaanden nu vi see
Med Harnisk paa,
Og danske Broder, stærk og bold
Og sønnerjydsk,
Skal tvinges til, med Magt og Vold,
At vorde tydsk.
Men selve for Tydsk er der Grændse.
Gaaer Holsten Billighed forbi,
Skiøndt indbildt klog,
Med Sværdets Tunge tale vi
Et andet Sprog.
Det Sprog alt brugte Tyr og Thor,
Blev Harpen stemt;
Det gamle Sprog har gamle Nord
End ei forglemt:
Det Sprog skal vi Holsterne lære.