Til Kongen
Den 2den April 1848.
Den 2den April 1848.
Vor Konge! mellem Danmarks Sønner
Du sidder end paa faste Slot;
Til Himlen stige vore Bønner
For dig, du ædle Folkedrot!
Snart du din kiære Stad forlader,
Og stiller dig for Troskabs Hær;
Retfærdighedens hvasse Sværd
For Landet drager Landets Fader.
Dig hilser Kriger, hilser Sanger,
Dig styrker gamle Nordens Aand.
Naar Oprør seer dig paa din Ganger,
Da falder Sværdet af dets Haand.
Hvo vel mod Kongen sig formaster?
Og kom blot Dansken Een mod Ti —
Et vildt, et stærblindt Raseri
Din Ret, dit Kongeblik kuldkaster.
Men rase de, sig selv til Skamme,
Dit Blik har Ild i Hæren vakt,
Og brænde skal den danske Flamme
En holsteensk taabelig Foragt.
For dig skal dine Kæmper stride,
Som Hrolfs — men bedre Skiebne faae,
Thi Leirekamperne skal staae,
Og Frækhed skal i Græsset bide.
Gud signe Kongen! Danmarks Qvinder —
Enhver, som føler stort og skiønt —
Nu skynder eder: Krandsen binder
Til Frederik af Haabets Grønt!
Ei Raseri kan Manddom skrække,
Snart lønner Seiren Landets Ven;
Da, Fredrik! Danmark skal igien
En Krands af Egeløv dig række.
I Dag for halve Secul siden,
Blev Danmark vakt af Stridens Ild;
Dit Minde svækker aldrig Tiden,
Du anden Vaardag i April!
Thi gamle Kæmpehøie siunke —
Men atter tænder denne Dag,
Til Sværdslag, til Kartovers Brag,
Vor Kraft som en electrisk Funke.