Mindedigt
over Kong Christian den Ottende.
over Kong Christian den Ottende.
Indbydelsesskrift til Universitetets Sorgefest
Indbydelsesskrift til Universitetets Sorgefest
den 15de Marts 1848.
den 15de Marts 1848.
O Harpe, som til Christians Ære klang
Saatidt tilforn! du ogsaa nu skal lyde,
Skiøndt Kongen hører meer ei Skialdesang.
Men Veemodskilden skal i Toner flyde;
Det letter Hiertet — og, mit Fædreland!
Din stumme Sorg jeg troer at jeg kan tyde.
En Levetid — fra Barn til modne Mand —
Ham fulgte Blikket. I det friske Grønne
Vi saae paa Borgen ham ved Bakkens Rand;
Beundred Drengen alt, den sieldenskiønne;
Og siden, da som voxen Yngling blid
Hvert Smiil med venligt Blik han monne lønne.
Jeg kiendte dig i Ungdoms Blomstertid,
Og Yduns Frugter, Christian! vare dine,
Naar Harpen klang om gamle Heltes Strid.
Og da skiøn Freia kom som Caroline,
Og vinkte dig til Herthas Bøgelund,
Og lagde sine Hænder fromt i dine;
Klang Harpen, Christian! i din Bryllupsstund.
Ak! til hvor mangen Fest har den ei tonet,
Naar Fødselsdagen feired han og hun!
Og da for Gud og Folket I blev kronet
Paa fierde Christians gamle Fredriksborg,
Med Danmark havde Lykken sig forsonet.
Men nu — nu hyller Landet sig i Sorg,
Nu stirrer Øiet taarefuldt, og tier.
Dog, Gud! du est os end saa fast en Borg.
Din Engel ham til Evigheden vier,
Og hver en Smertelyd af Sorgens Mund
Opløser du i Himmelharmonier.
Ei altid klart ham straalte Livets Stund,
Dets Smiil forvandled sig til Lyn og Torden.
En vældig Røst lod høit fra Klippegrund;
Det var et Folk, et Broderfolk i Norden,
Som kaldte dig. Du lød det høie Kald —
Men Blændværk tidt er Støvets Daad paa Jorden.
Din Viisdom vogted Seieren for Fald;
Din Daad var ei Forfængeligheds Tragten,
Frivillig du forlod din Kongehal
Med Afsky for en vild, unyttig Slagten.
Dig Norge signer nu med klare Syn
For Frihed paa sit Field og Verdensagten.
Du rynked ei forbittret dine Bryn —
Rig var din Aand, men venlig og beskeden —
Først Drot i Norge, nu en Jarl i Fyen.
Der dyrked Videnskaben du i Freden.
Fra Krøniken, kun rig paa Mord og Blod,
Du vendte dig; fra Hidsighed og Vreden.
Du i Naturen glædtes, fredegod.
Den blev din Videnskab; paa Malm og Stene,
Paa Lynkraft, Polens Kraft du dig forstod.
End Alferne hvert Aar i Svendborgs Grene
Besiunge Festen, som med landlig Hu
Du nød i mangen yndig Folkescene.
Lad giennem Sorgens Slør os skue nu
Hen paa de friske, lykkelige Dage,
Da med den deilige Fyrstinde du,
Som første Christian, didhen monne drage,
Til Tibrens Bred — for Paven ei at knæle,
Men for i Tiden snildt at gaae tilbage;
At skue Kunst i herligt Eftermæle;
For ved Neapels skiønne Strand at dvæle;
At lytte fro til Sang og Velklangsord;
Med Caroline Kiærlighed at vinde —
Et sieldenyndigt Fyrstepar fra Nord!
Men snart, som Hersker og som Herskerinde
Af alle Hierter, I til Hiemmet iilte,
Beriget med et uskatteerligt Minde.
Hvor Sorgenfri sødt uden Sorger smiilte,
Der vinkte Bøgen med de friske Skud;
Husvalt i Friggas Moderfavn I hviilte.
Men da til høie Kald dig vinkte Gud,
Til Drot, til Danerdrot, da blev dig Fliden
En Omgangsven, og kiært hvert Pligtens Bud.
Dig ingen Tanke var for stor, for liden,
Som gieldte Danskes Tarv; og fremmed Land
Beundred høit din Indsigt og din Viden.
Ak! sidste Gang, som Landets første Mand,
Søkonge — stod paa Dækket du, og talte
Til danske Gut, som drog fra Fædreland.
I Stormen hyllet, Heimdals Hane galte;
Da traadte Solen bag en kulsort Sky,
Med blodigt Straaleskiær den Skyen malte.
Da monne Glæderne fra Danmark flye;
Valkyrien — som Drot til Odin kaared —
Paa Skibets Dæk sig nærmed Axelby.
I Flaget svøbt hun dig med Blæsten saared;
Dog døved ikke, Christian! hun din Røst,
Til Hiertet varmt igiennem Luften baaret.
Nu lyder den ei meer til Danskes Lyst;
Og Svanen, som alt Vaaren vilde bringe,
Mod Roeskilds Taarne sønderslog sit Bryst.
Den faldt til Jorden med en blodig Vinge.
O Christian! hvor du fandt Stamfaders Grav,
Vi jorde dig, mens Sorgens Harper klinge.
Hav Tak for alt det Gode, du os gav,
Hvad gierne meer du havde Danmark givet,
Hvis Døden havde knækket ei din Stav!
I Fredrik freidigt os gienblomstrer Livet;
Han lyttet har til danske Hierters Bøn,
Vort Haab ei bøier sig for Storm som Sivet.
Af elsket Fader længst en elsket Søn,
En værdig Krands han har din Kiste bundet,
Meer end af Lauren og Cypressen skiøn.
Hvad, Christian! du ham viste, har han fundet.
For Tankens, for Retfærdighedens Sands
En Morgensol er ved din Grav oprundet.
End aldrig bandt en Søn saa skiøn en Krands
Til Faders Kiste. Oldenborg! din Stamme
Sit Jubelaar vil feire med en Glands,
Der straaler med Udødeligheds Flamme.
I Ledebaand gaaer voxent Folk ei meer,
Ei trives blot ved Dien af sin Amme.
Men skiøndt med Trøst mit Blik i Fremtid seer,
Dog vender Øiet taarefuldt tilbage,
O elskte Konge! til dit døde Leer.
Hør alle Landets Kirkeklokker klage,
Tolk for den Sværm, som under Klokkens Klang
Med Veemod mindes dine Levedage.
O Caroline! naar bag Bøgens Hang
Du sidder nu — hvor han ei længer sidder,
Da svulmer dig din ædle Barm saa trang.
Da fryder dig ei længer Fuglens Qvidder,
Dit Sorgenfri er meer ei Sorgenfri,
Den hulde Dame mistet har sin Ridder.
Du savner ham hist paa den skiønne Sti
Ved Aaen, hvor I ofte vandred sammen.
Men trøst dig! Livets Held er ei forbi.
Den dybe Sorg maa luttre sig i Flammen;
Men Christian lever, han til Himlen foer,
Og han vil hisset glædes ved din Gammen.
Naar rolig du igien i Vaarens Flor
Ham mindes, ei fortvivlet — kiærlig stille,
I Hallen — der nu tykkes dig for stor,
Og ham, i Kongepragt, ei var for lille;
Da vil, med blid Beundring for hans Værd,
Med Lindring din Erindringstaare trille.
Men du — fra Valhal — som ei blotter Sværd —
Du vise Mimer! høie Gud for Norden,
Hvis Daad er Lærdom, Grandsken, Kunstnerfærd!
End est du ikke svundet bort fra Jorden;
Nei, ved din evige Kilde tværtimod
Du vinker Snillets Mænd fra Kampens Torden.
Du sidder hos Forsete, fredegod,
Retfærdighedens Gud; en skiøn Gudinde,
Veltalenheds, tidt ved din Side stod.
Hvi skal ei Snotra længer Krandse binde
Til Christian? Han besøger jer ei meer,
Ei Kildens Bølger i hans Bæger rinde.
Vaulundur dybt bedrøvet hist jeg seer,
Men stærktbesiælet; Vaulund kan ei sukke,
Han Blik til Himlen slaaer, hans Læbe leer.
Et Minde vil han dig i Stenen hugge.
Og Saga, Christian! seer paa Tavlen fro;
Hun fulgte dig til Graven fra din Vugge.
Og Ydun, Bragi, henrykt begge to,
Dit Drapa siunge. Saa kan Skialden tie.
Dit Minde med dit Støv gaaer ei til Ro,
Hvor Guder det til Evigheden vie.