Sørge-Cantate
i Anledning af
i Anledning af
Kong Christian den Ottendes Bisættetse i Roeskilde Domkirke.
Kong Christian den Ottendes Bisættetse i Roeskilde Domkirke.
Den 26de Februar 1848.
Den 26de Februar 1848.
For Talen.
Bryd frem, du veemodsfulde Klage!
I Dødens gamle Kongeborg;
Lad dine Høitidstoner brage,
Til Vidne for vor fælles Sorg.
En Fader her blev Dødens Bytte,
Og ham begræder Danmarks Strand;
Ei kiærlig Fader for en Hytte,
Men Fader for et Fædreland!
Kort er det Godes Magt paa Jorden;
Men et den Godes Daad forgaaer.
Kort hersked han ved Isefiorden,
I otte skiønne Lykkens Aar;
Og som i Oldtidsdage Frode
Var Viisdoms Drot i Fredens Stund,
Saa bragte Christian den Gode
Velsignelser til Danalund.
Ei Dannebrog til Vredens Torden
Udsendte han, til Kamp afsted;
Men Dannebrog omreiste Jorden,
Og Videnskaben fulgte med.
Og Videnskaben blomstred hiemme;
I Lærdes Kreds Kong Christian sad,
Og sindrigt hæved han sin Stemme,
Og Viisdom hørte Kongen glad.
Høit elskte Kunst, Naturens Datter,
Den skiønne, tankerige Mand;
Og Christian elskte Kunsten atter,
Dens Dybtindviede blev han.
Han fandt i den sin sande Glæde,
Han Bifald den og Hæder gav;
Og derfor Kunstens Sønner græde,
O Christian! ved din Kongegrav.
See! Handelen sig atter reiser,
Forvundet er det bittre Savn;
I mangen Havn stolt Vimplen kneiser,
Vor Havn blev atter Kiøbenhavn.
Paa Havet pløier Kiølen Fladen,
Som lang Tid Skum kun Stranden bød,
Og Bondens Ploug og Gartnerspaden
Os hente Guld fra Jordens Skiød.
Som Sol, naar Skyen den ei dækker,
Gav Blomsten Farve, liflig Lugt,
Op alle Livets Kræfter vækker,
Og modner Jordens mindste Frugt:
Saa Kongens Viisdom, naar den freder
Om hver en Arne, hver en Stand;
Som Sol fra Gud den Straalen breder
Ud over et lyksaligt Land.
Efter Talen.
Choral,
medens Kisten indbæres i Choret.
O Christian! ei din Sol nedgik;
I Christian og Frederik
Til Danmarks Held Guds Godhed kom:
I Freden og i Christendom.
Nu stede vi dit Støv til Jord
Med Taareblik, med Takkens Ord.
Udødelighed følger med
Til dine Fædres Hvilested.
Hvor evigt flyder, Dan til Held,
Den ædle Hroars Kildevæld,
Tegn paa den Kraft, som ei forgaaer,
Der, Christian! din Kiste staaer.
Den Frelser, som du havde kiær,
Hvis høie Tiener du var her,
Han tager dig i kiærlig Favn.
Velsignet vær i Jesu Navn!
Naar Kisten staaer paa sit Sted.
Sorgens Engel med de sorte Vinger,
Som behersket har vor Hu!
Ei du dig fra Kisten svinger;
Stille kun tilbage træder du
For en anden himmelsk Engel
I livsalig Straaleglands,
Med den aldrigvisne Liliestængel,
Med den eviggrønne Krands.
Det er Trøsten, — Haabet, som sig nærmer,
Som fra Godheds Throne gik,
Og som Mennesket beskiermer
I fortvivlet Øieblik.
Først den sig til hende vender:
„Caroline! jeg dig saae,
Da med foldetfromme Hænder
Knælende du ved hans Leie laae.
Dybt har dig din Skiebne smertet,
Men dog let jeg bringer salig Ro.
Du din egen Engel har i Hiertet
I urokkelige Tro.
Den dig siger: Jeg ham skal gienfinde,
Naar den vandret er, den dunkle Sti,
Naar de sidste Skygger svinde,
Naar al Sorgen er forbi.”
Livets Engel! nu du træder —
Du, som Trøsten, som har Haabet skabt —
Hen til ham, som under Kronen græder,
Thi han har en Fader tabt.
„Engel!” høre vi vor Fredrik sige,
„Da mig lindres vil mit Savn,
Naar — som ham — mit elskte Rige
Signer mig med Fadernavn.”
Folket, Fredrik! jubler dig i Møde:
Med Kronen tag hans Kiærlighed i Arv!
Til Morgenrøde Christians Aftenrøde
Forvandle sig, til Danmarks Tarv!
Som Skytsaand i sit Straaleklæde,
Fra Himlen svæver han til Danmark ned;
Og han vil føle Engleglæde
Ved Fædrelandslyksalighed! —
Saa giemme vi, vor kongelige Fader!
Dit Støv i Gravens tause Hvælving nu.
Med Taarer dig dit Folk forlader;
Faa Konger der i Danmark var, som du.