Henrik Steffens
Februar 1845.
Februar 1845.
En Yngling Døden rammed;
Vel var han to og syvti Aar,
Dog varmt hans Hierte flammed,
Som i hans Ungdomsvaar.
Til deres Kiæledægge
Ham Mimer, Ydun strax udsaae;
Fornøiet han med begge
Livsveien monne gaae.
Til Brønden ham den Gamle
Hendrog, hvor Viisdomsvældet randt
Ham Ydun lærte samle
De Blomster, som hun fandt.
Han var hos begge hiemme;
Veltalenhed gav Læben Ord:
Som en Baritonstemme,
Halv Bas og halv Tenor.
Mod Syd ham Skiebnen førte,
Hvor eventyrlig var hans Gang;
Der Tænkeren han hørte,
Ham glædte Skialdesang.
Hans unge Hierte brændte
For Sandhed, Skiønhed, reen og klar;
Til Norden hiem han vendte
Henrykt som en Ansgar.
Hvor skimlet Fordom svøbte
Vor Offerlund i Taager ind,
Han mangen Hedning døbte.
Da kom en Hvirvelvind —
Og snelt for Hvirvelvinden
Usunde, tykke Taage svandt;
Og efter hiin Forsvinden
Vi renset Luften fandt.
Vel drog han bort fra Norden
Igien til mere sydlig Bo;
Men hvor han kom paa Jorden,
Var Steffens Danmark tro.
I Fædrelandet Skranken
For Aand og Skiønhed kiæk du brød,
Og Følelsen og Tanken
Dig fulgte til din Død.
Og Følelsen dig fletter,
Henfarne Ven! en Laurbærgreen;
Og Tanken Runer sætter
Dig paa din Bautasteen.