Skiøndt ei min Ven har Lyst at skrive
(Jeg hader selv Brevskriveri,
Naar ei det med lidt Poesie
Og muntert Spøg kan blandet blive) —
Skiøndt ei min Ven har Lyst at skrive,
Saa har jeg dog den glade Trøst,
At du har til at læse Lyst,
Hvad jeg dig kan til Læsning give.
Og mens du nu, som Patriarchen,
Skiøndt midt i Vinteren paa Steen,
Er kommen paa den grønne Green;
Og jeg, som Noah udi Arken,
Omtumler mig paa Livets Bølge:
Jeg tænker, det dig morer dog
I Arnens hyggelige Krog
Poeten paa sin Vei at følge.
Paa denne Fart jeg mangevegne
Vist skiønne Bierge, Dale saae;
Men ingen af dem overgaae
Dog Synet af vort Norges Egne.
Det skiønne Steen jeg ei kan glemme,
Hvor Dalen flader sig saa smukt,
Indsluttet luunt af Biergets Bugt,
Hvor Toppen vækker Stormens Stemme.
Og mangen Myre sort sig strækker,
Hvor der tilforn har været Skov,
Og glæder sig ved Wollerts Plov,
Hvis Fure Frugtbarheden vækker.
Naar næste Gang til Steen jeg kommer,
Jeg kiender Marken knap igien;
Du dobbelt stor den skabte, Ven!
Og dobbelt rig da blier din Sommer.
Den lille Dal, hvortil man ager,
Hvor aabner sig din Eiendom,
Hvortil jeg først fra Bergen kom,
Mig da med saftigt Græs modtager.
Og nu den skiønne Vei til Havet,
Naturens egen Poesie!
Der finder jeg dit Fiskeri
Med Hytter, Baade rigt begavet.
Og Silden, søgt af Egnens Bønder,
Har med sin Sølverblinken sagt,
At den har Sølv i Huset bragt,
Da du den fik i dine Tønder.
Men hvad af Alt mig meest vil glæde:
Maria! du to Glutter har,
Der mig med Navnet Bedstefaer
Som Normænd vil i Møde træde.
Med deres Moder du besøge
Mig jo til næste Sommer vil,
Og glædes ved det Skuespil,
Der føres op af Danmarks Bøge.
Og Drengene da med I bringe.
Det blive vil en Glæde stor.
Farvel, du diærve Mand i Nord!
Vi samles snart paa Vaarens Vinge.